Miljøpunkt Nørrebro er i gang med at udvikle en ny type miljøstation, Smart Miljøstationen. Smart Miljøstationen skal med innovativt design og økonomisk incitament motivere brugerne til øget affaldssortering.



torsdag den 30. august 2012

En sensommer update

Ja, bloggen har ligget stille længe. Det skyldes bl.a. at jeg, der har været projektleder siden november 2010, har fået et nyt job med affald og derfor kun fortsætter på projektet som frivillig en til to gange om ugen. I 'det skjulte' er der dog alligevel sket en hel del siden sidste indlæg. Jeg er stadig projektleder for de studerende, dvs. varetager udviklingen af teknologi, som omtales nedenfor, men jeg har trukket mig fra ansøgningen om byggetilladelse, der også nævnes nedenfor.

De 5 studerende fra KEA fik i løbet af deres praktikperiode programmeret konturerne af et system, der kan forbinde alle dele af teknologien til Smart Miljøstationen, dvs. registreringen af flere Smart Miljøstationer og indholdet af de forskellige beholdere, login for brugerne der skal aflevere deres affald, registrering af selve affaldet på brugerniveau m.m. Et meget imponerende resultat, selvom der stadig mangler meget før vi kan være klar med en fuldt funktionel Smart Miljøstation. Bl.a. skal systemet gøres langt mere stabilt og brugervenligt, og der skal udvikles et sensor system, som kan kobles til den programmerede IT. Dette sensor system skal kunne genkende og godtage eller afvise et givent stykke affald.

3 af de 5 studerende fra KEA fortsatte på projektet resten af forårs semestret og lavede hvad der kaldes 4. semester opgaver, dvs. deres afsluttende opgaver. Den ene, Ahmed, valgte at lave en manual over arbejdet som var udført under praktikken, en anden, Troels, lavede en hjemmeside, og den sidste, Stefan, designede en app til Smart Miljøstationen.

Sideløbende arbejdede en gruppe studerende fra Aalborg Universitet, København på et projekt, der gik ud på at motivere brugere til at sortere mere affald, ved at tale til brugernes deres moral. De programmerede små historier, som skulle vises på en skærm, når brugerne puttede affald ned i en mock-up model i træ af Smart Miljøstationen. De studerende afprøvede modellen i Fields, men konkluderede, at meget skulle ændres, hvis en model efter samme princip virkelig skulle motivere brugerne.

Ligeledes før sommerferien blev der ansøgt om byggetilladelse til den første Smart Miljøstation, dvs. til trin 1 af miljøstationen, som er at få etableret nedgravede beholdere, hvori man - som trin 2 - kan etablere Smart teknologien. Ansøgningen gælder Wesselsgade nær søerne på Nørrebro. En eller flere nedgravede Smart Miljøstationer blev også indskrevet i planerne for Vesterbro Områdefornyelse.

Her efter sommerferien har 2 nye studerende fra KEA - Kenneth Sandström og Mikkel Krogh Rasmussen - taget fat hvor de 5 fra forsårs semestret slap. De er gået i gang med at udvikle det manglende sensor system, som i første omgang skal kunne genkende batterier. De arbejder også på en fysisk prototype til demonstration af de foreløbige resultater.

Så vidt for denne gang.


De bedste hilsner
Mia Makne