Miljøpunkt Nørrebro er i gang med at udvikle en ny type miljøstation, Smart Miljøstationen. Smart Miljøstationen skal med innovativt design og økonomisk incitament motivere brugerne til øget affaldssortering.



Viser opslag med etiketten Wesselsgade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Wesselsgade. Vis alle opslag

torsdag den 30. august 2012

En sensommer update

Ja, bloggen har ligget stille længe. Det skyldes bl.a. at jeg, der har været projektleder siden november 2010, har fået et nyt job med affald og derfor kun fortsætter på projektet som frivillig en til to gange om ugen. I 'det skjulte' er der dog alligevel sket en hel del siden sidste indlæg. Jeg er stadig projektleder for de studerende, dvs. varetager udviklingen af teknologi, som omtales nedenfor, men jeg har trukket mig fra ansøgningen om byggetilladelse, der også nævnes nedenfor.

De 5 studerende fra KEA fik i løbet af deres praktikperiode programmeret konturerne af et system, der kan forbinde alle dele af teknologien til Smart Miljøstationen, dvs. registreringen af flere Smart Miljøstationer og indholdet af de forskellige beholdere, login for brugerne der skal aflevere deres affald, registrering af selve affaldet på brugerniveau m.m. Et meget imponerende resultat, selvom der stadig mangler meget før vi kan være klar med en fuldt funktionel Smart Miljøstation. Bl.a. skal systemet gøres langt mere stabilt og brugervenligt, og der skal udvikles et sensor system, som kan kobles til den programmerede IT. Dette sensor system skal kunne genkende og godtage eller afvise et givent stykke affald.

3 af de 5 studerende fra KEA fortsatte på projektet resten af forårs semestret og lavede hvad der kaldes 4. semester opgaver, dvs. deres afsluttende opgaver. Den ene, Ahmed, valgte at lave en manual over arbejdet som var udført under praktikken, en anden, Troels, lavede en hjemmeside, og den sidste, Stefan, designede en app til Smart Miljøstationen.

Sideløbende arbejdede en gruppe studerende fra Aalborg Universitet, København på et projekt, der gik ud på at motivere brugere til at sortere mere affald, ved at tale til brugernes deres moral. De programmerede små historier, som skulle vises på en skærm, når brugerne puttede affald ned i en mock-up model i træ af Smart Miljøstationen. De studerende afprøvede modellen i Fields, men konkluderede, at meget skulle ændres, hvis en model efter samme princip virkelig skulle motivere brugerne.

Ligeledes før sommerferien blev der ansøgt om byggetilladelse til den første Smart Miljøstation, dvs. til trin 1 af miljøstationen, som er at få etableret nedgravede beholdere, hvori man - som trin 2 - kan etablere Smart teknologien. Ansøgningen gælder Wesselsgade nær søerne på Nørrebro. En eller flere nedgravede Smart Miljøstationer blev også indskrevet i planerne for Vesterbro Områdefornyelse.

Her efter sommerferien har 2 nye studerende fra KEA - Kenneth Sandström og Mikkel Krogh Rasmussen - taget fat hvor de 5 fra forsårs semestret slap. De er gået i gang med at udvikle det manglende sensor system, som i første omgang skal kunne genkende batterier. De arbejder også på en fysisk prototype til demonstration af de foreløbige resultater.

Så vidt for denne gang.


De bedste hilsner
Mia Makne

 

onsdag den 21. september 2011

Involvering af borgerne i affaldssortering - rapport fra DTU

Maria Annel og Charlotte Frausing, miljøingeniør-studerende ved DTU, har udarbejdet rapporten 'Involvering af og formidling til borgere omkring affaldssortering'. Klik på titlen for at læse den i sin fulde længde. Rapporten er blevet til i samarbejde med Miljøpunkt Nørrebro og en del af formålet har været, at komme med anbefalinger til hvordan Smart Miljøstationen (dengang Den Talende Miljøstation) bedst bliver en succes i forhold til at øge affaldssorteringen.
Uddrag fra rapporten:
"Vi vil for Miljøpunkt Nørrebro analysere, hvordan formidling i forbindelse med sortering af husholdningsaffald tilpasses den enkelte borger bedst muligt.
...
... Vores brugergruppe til undersøgelserne er borgere i Wesselsgade, hvor den ene side af vejen (lige numre) allerede har modtaget information om og har mulighed for/tilgang til udvidet affaldssortering gennem den såkaldte Nørrebro affaldsmodel. Den modsatte side (ulige numre) har ikke tidligere modtaget information om eller haft tilgang til udvidet affaldssortering.

I undersøgelsen af formidling og motivation, inddrages nøgleord som borgerinddragelse, læringsteorier og ’myten om information’. Samtidigt gives eksempler på cases, hvor kildesortering er implementeret i lokalsamfundet – og hvor det virker. Med udgangspunkt i vores interviews og analyse vil vi udarbejde en række anbefalinger til Miljøpunkt Nørrebro. Disse vil omhandle hvilken type af information der kan være mest hensigtsmæssig at anvende i forbindelse med ’Den Talende Miljøstation’".

I forhold til denne problemformulering konkluderer Charlotte og Maria:
"...det (er) vigtigst for et flertal af beboerne at få at vide, hvordan man sorterer korrekt. Derefter er det vigtigt at forstå, at det betyder noget at sortere affaldet. Det er motiverende for beboerne at se, at hvor mange ressourcer og hvor meget CO2 der er sparet ved sortering. De interviewede udtrykker klart, at hvis der blev fulgt op og evalueret på projekterne, og hvis konklusionen kan sige noget om, at det har virket, hjælper det til at holde folk til ilden. Ud over anbefalingerne, kan vi komme med nogle yderligere forslag til Miljøpunkt Nørrebro. Når en ny type miljøstation skal kunne aflaste de eksisterende containere i den lige side, og for den ulige sides vedkommende udbygge deres sorteringssystem, kræves det, at den er placeret strategisk, så folk ikke skal gå for langt – hvis de føler der er for langt, er de mindre motiverede for at gøre noget. Samtidigt kan der som nævnt i diskussionen, gives inputs til hvordan en sortering kan se ud oppe i lejlighederne, både ved events og ved uddeling af pjece.
Hvis beboerne føler sig hørt og respekteret, er de også åbne overfor ændringer og føler ansvar for deltagelse".

Maria og Charlotte har fået et velfortjent 12-tal for deres rapport. Tusind tak for godt arbejde!


De bedste hilsner
Mia